ONSDAG DEN 2. MARTS KL. 19 I SMÅ-HUSET
Faste – for fanatikere eller til velsignelse?
Fastetiden er over os, fra gammel tid har kristne fastet 40 hverdage op til påske-søndag, hvor opstandelsen så er blevet fejret med et brag af en fest! I de senere år har flere kristne haft et behov for at give kristendommen krop på forskellige måder og derfor er der kommet fokus på det at faste igen.
Mød op og bliv inspireret til, hvordan fastetiden kan blive en velsignelse i dit eget liv. Hør om forskellige måder at faste på.
Måske kan vi lave en lille gruppe, hvor vi holder hinanden fast på vores personlige fasteprojekter i fastetiden!?! Studenterpræst Elisa M. Wejse leder aftenen, der fungerer som en workshop hvor alle kan deltage aktivt.
Kunne du tænke dig at blive indsamler til Folkekirkens Nødhjælp søndag den 13. marts? Så ringer du bare til Møllevangskirkens kontor på 86 15 81 54 eller til sognepræst Hanne Jul Jakobsen på 29 29 96 95. Du kan også tilmelde dig på www.noedhjaelp.dk.

SÆT ALLEREDE NU KRYDS I KALENDEREN:
Fredag den 18. marts kl. 20.30 er der i forbindelse med Natkirke i Vor Frue Kirke, som Studentermenigheden står for, en fantastisk oplevelse i vente, når Alison Adam fra Iona Community kommer til Danmark og deltager i denne keltisk inspirerede gudstjeneste, for at demonstrere nogle af de oplevelser, der gør keltisk inspirerede gudstjenester til noget helt særligt. Det er en enestående oplevelse og et must, hvis du er bare den mindste smule nysgerrig efter anderledes måder at skabe gudstjenester på. Selve natkirken varer fra kl. 20 til midnat, hvor du er velkommen til at komme og gå som du lyster.
Dagen efter er der workshop i Møllevangskirken med Alison Adam fra kl. 10-16.30. Her skal du tilmelde dig hos Kirkefondet.